Tex-Mex kødboller

Kødboller kommer i mange nationaliteter. Jeg har lavet både svenske og italienske, men denne gang bliver det en tex-mex variant. Og så har jeg også en undskyldning for at komme ost ovenpå.

Ingredienser:

Til kødbollerne:

500 g hakket kød (gris, ko eller kalv – her er det kalv)

100 g revet cheddar

1 spsk rasp

1 fed revet hvidløg

1 finthakket jalapeno

1 æg

½ tsk stødt spidskommen

½ tsk salt

Peber

Sauce:

1 spsk olie

½ finthakket løg

1 dåse hakkede tomater

1 spsk hakkede syltede jalapenos

50 – 100 g revet cheddar til at komme ovenpå

Bland alle ingredienserne til kødbollerne og rør farsen godt sammen. Tril farsen til kugler, der er lidt større end en bordtennisbold.

Varm olien op i en pande. Brun kødbollerne. De skal ikke gennemsteges endnu. Tag dem af og læg det hakkede løg på panden og steg, indtil det er blødt. Tilsæt tomaterne med væden fra dåsen og de hakkede syltede jalapenoer. Lad det koge op.

Læg kødbollerne tilbage på panden. Læg låg på, og lad dem simre ca. 10 min, indtil bollerne er færdige. Vend dem et par gange imens.

Nu kommer vi til det, jeg altid glæder mig til. Drys de sidste 50 – 100 g revet cheddar over kødbollerne,

og læg låget på igen. Efter ca to minutter er osten smeltet. Pynt med lidt grønt for farvens skyld.

Hvad spiser man så til? Ja, vi brugte kødbollerne som fyld i tortillas – det var rigtig godt.

Skriv et svar