Næsten pankorasp

Rigtig pankorasp er ekstra grov rasp, som giver mere sprødhed end almindelig rasp.

Man kan købe det mange steder, men hvorfor skulle man dog det, hvis man har hvidt brød, som er i fare for ikke at blive spist.

Raspen er betydelig grovere, end den rasp, som vi oftest bruger her i landet, og det bevirker, at det, man panerer bliver meget mere sprødt end med den almindelige rasp. Alt det brød, vi ikke får spist, bliver efterhånden lavet til ”Panko”, inden det når at mugne.

Jeg tager mit brød, som ikke er helt tørt endnu, og putter det i blenderen eller foodprocessoren og findeler det. Herefter breder jeg krummerne ud på en bageplade og sætter det i ovnen ved 80 grader varmluft..

Så står det der og hygger sig, mens jeg lige roder lidt i det hvert kvarter eller sådan. Når det virker helt tørt, tager jeg det ud og lader det køle helt af på bagepladen, inden jeg putter det i sylteglas – f.eks. gamle rødbedeglas. Så er der altid panko-agtig rasp i huset.

Om sommeren sætter jeg bagepladen ud i min udestue. Når solen skinner, tager det kun et døgns tid at tørre – og det koster ikke strøm

Skriv et svar