Svinehjerter i flødesovs

Nu går vi rigtig old-school. Det er umindelige tider siden, jeg har fået hjerter i flødesovs. Men vi har af og til talt om, at det jo egentlig smager dejligt. Så nu skulle det være. Der er bestemt ingen grund til at være bange for indmad. Det er både sundt og billigt. Jeg ved godt, at mange har et anstrengt forhold til lever, men det her er jo noget helt andet.

Ingredienser:

2 svinehjerter

1 lille bundt persille

salt, peber

Olie til stegning

1 lille løg

2 laurbærblade

1 – 2 dl fløde

evt. kulør og jævning til sovsen

Hjerterne skal gøres grundigt rene, og her står mange måske af, for der skal både skylles resterende blod af, og så skal pulsårerne skæres fra. Men når man har overstået det, er det lige ud ad landevejen

De rensede hjerter drysses med salt og peber, fyldes med persille og hæftes sammen med kødnåle.

Så brunes de i olie en en gryde.

 

Løg og laurbærblade kommes ved, og der hældes vand over, så hjerterne er næsten dækket. Hjerterne skal nu simre lige så stille under låg i 3 timer. Når der er gået 1½ time, kan man med fordel vende hjerterne, så den anden side kommer under væsken.

Når de tre timer er gået, tager man hjerterne op og koger væsken lidt ind, inden fløden tilsættes. Lad det hele koge i nogle minutter, og smag så til med salt og peber. Tilsæt evt. kulør og jævn sovsen til ønsket konsistens. Skær hjerterne i pæne skiver og læg dem i sovsen inden servering.

Vi fik bagt kartoffelmos til.

 

Skriv et svar