Oksekød i filodej

Jeg havde købt en rulle filodej, fordi jeg skulle lave nogle skaller til at servere jomfruhummere i. Der er jo meget dej på sådan en rulle, så jeg skulle finde på noget at bruge resten til. Så fandt jeg på at putte noget hakket oksekød i, og det var en god ide. Og resterne fungerede fint i madpakken dagen efter.

Ingredienser:

500 g hakket oksekød

3 – 4 champignons i skiver

Lidt olie til stegning

1 fed knust hvidløg

½ tsk salt

½ tsk peber

½ tsk stødt spidskommen

2 spsk tomatkoncentrat

9 skiver squash

Til samling af retten:

8 “ark” filodej

50 g smeltet smør

½ dl olie

1 æg

2 dl mælk

1/4 tsk salt

1/4 tsk peber

Start med at brune kødet i en gryde.

Kom hvidløg, svampe, salt, peber, spidskommen og tomatkoncentrat i og lad det koge i nogle minutter.

Steg squash-skiverne i lidt olie, indtil de er næsten møre.

Bland smeltet smør og olie. Tag et ovnfast fad i passende størrelse og beklæd det med et ark filodej. (Hvis dejen ikke passer helt til fadet, klippes det til) Hold resten af dej-arkene fugtige mellem to fugtige viskestykker eller lignende. Pensl filodejen med smørblandingen. Læg næste ark ovenpå og pensl igen. Læg i alt 4 ark dej oven på hinanden.

Læg de stegte squash i oven på dejen.

Læg oksekødblandingen ovenpå.

Læg så 4 lag filodej ovenpå. Pensl med smørblandingen efter hvert lag, ligesom i bunden.

Bland sammenpisket æg, mælk, sal og peber.

Skær med en skarp kniv revner i dejen, da det ellers ikke bliver nemt at skære den pænt. Det er også med til at fordele æggeblandingen, som hældes over nu.

Fold dejkanterne ind.

Sæt fadet i en 180 grader varm ovn i 30 – 40 min., indtil den er fint gylden og sprød.

Server evt. med coleslaw.

 

 

Skriv et svar