Pizzadej som i Napoli

Egentlig er det her ikke en opskrift på pizza, men kun på selve dejen. Fyldet er der lige så mange meninger om, som der er mennesker, så det vil jeg lade hver enkelt om at bestemme, men jeg vil fortælle om et trick, vi bruger, når vi laver pizza på grillen. Det er altid et bøvl at få pizzaen fra bordet og over på bagestenen, hvis man altså bruger sådan en. Det gør vi ikke længere, og vores pizzaer bliver fuldstændig lige så sprøde om før.

Opskriften på dejen har jeg fundet i bogen “To madglade Italienere” af Gennaro Contaldo og Antonio Carluccio. Disse to herlige gutter har givet mig mange ideer gennem tiden.

Ingredienser:

500 g mel (gerne tipo 00)

10 g gær

10 g salt

3 1/4 dl lunkent vand

Find røremaskinen frem, hvis du ikke vil have ekstra styrketræning inden aftensmaden. Rør gæren ud i vandet og tilsæt mel og salt. Ælt dejen i 10 minutter, og det er her, røremaskinen kommer til sin ret.

Når dejen er blevet blød og elastisk, trilles den til en kugle, som skal hæve tildækket i 30 min.

Når dejen er hævet, deles den i passende stykker. Her i huset laver vi som regel hver vores pizzaer. Vi stiller alt fyldet frem,

og her er det så, at vi ruller dejen ud og lægger den i en støbejernspande, eller -fad. man kan se en af dem på billedet.

Så fylder man sit fyld i pizzaen,

og bærer den ud til grillen i god ro og orden – intet spildes, og formen holdes. Grillen er i mellemtiden fyret op til 250 grader – man kan evt. stadig bruge bagestenen – den kan sørge for at pizzaerne ikke bliver sorte i bunden. Luk grillen og lad pizzaerne få ca. 7 minutter. Husk handsker, når du tager dem af, for støbejernsformene er gloende. og du skal ikke sætte dem ind direkte på dit køkkenbord – husk en god bordskåner.

Disse pizzaer er så sprøde, at det er lige før, naboen klager over støjen, når man spiser dem.

 

Skriv et svar