Grillede fyldte peberfrugter

Min mellemøstlige grønthandler solgte nogle fine lysegrønne peberfrugter. Dem måtte jeg da købe nogle af, og den her gang blev de fyldt med oksekød og krydderurter og kom en tur på grillen.

Ingredienser:

400 g magert hakket oksekød

2 æg

1 spsk rasp

4 champignons

2 fed hvidløg

1 bundt purløg

6 stilke frisk oregano

1 tsk salt

4 tynde skiver bacon

Champignons, hvidløg, purløg og oregano hakkes fint og røres i farsen sammen med æg, rasp og salt. Peberfrugterne halveres og renses. Herefter lægges de i en grill-egnet beholder eller stegeplade og fyldes med farsen.

Og da næsten alt bliver bedre med bacon, og fordi man kan – så lægger man lige en halv skive på hver.

Så sættes de i en 180 grader varm grill i ca. 40 min., indtil både fars og peberfrugter er gennemstegt.

Vi fik dem med tzatziki og kartoffelbåde. Sidstnævnte havde været med på grillen. Hvorfor svine sin ovn til, når grillen nu er en perfekt ovn, som alligevel er tændt.

Skriv et svar