Jeg havde et lille forpjusket stykke kalvemørbrad liggende i fryseren. Der var ikke rigtig kød nok, syntes jeg, så jeg tog nogle tigerrejer op også, og så lavede jeg surf and turf – eller reef and beef, som de siger i Australien.
Ingredienser:
300 g kalvemørbrad
10 tigerrejer uden skal
olie til stegning
Marinade til rejerne:
1 dl marinara-sauce – eller anden tomatsauce
1½ dl olie
2 spsk rødvinseddike
2 fed hakket hvidløg
½ tsk salt
1/4 tsk cayennepeber
2 spsk hakket frisk basilikum
Krydderier til kødet:
1 tsk af hver:
salt
peber
løgpulver
paprika
tørret timian
tørret rosmarin
Ingredienserne til rejernes marinade blandes godt sammen
og rejerne lægges i.
De skal gerne ligge der i et par timer. Herefter sætter man rejerne på små træspyd. Så er de nemme at vende på en gang.
Krydderierne til kødet blandet og gnides på kødet. Det hele hænger ikke ved, men det gør ikke noget, bare der er krydderi på kødet.
Kødet steges i lidt olie på en varm pande i ca. 3 min på begge sider, hvis det skal være rødt. Det afhænger selvfølgelig af tykkelsen på kødet. Det her fik faktisk en anelse for meget, men var godt alligevel.
Rejerne steges, indtil de er røde og gennemstegte.
Kødet skæres i skiver, og det hele serveres – gerne med chimichurri.
Egentlig ville vi have lavet maden på grillen, men så begyndte det at blæse koldt, og så blev vi enige om at undvære grillsmagen denne gang og fandt stegepanderne frem.