Hvidløgsflutes

Jeg læser meget om mad på internettet. Og her så jeg en spændende måde at lave hvidløgsflutes på. Så dette er ikke en egentlig opskrift, men en beskrivelse af, hvordan man kan kombinere to af mine tidligere opskrifter og få nogle lækre hvidløgsflutes ud af det.

Ingredienser:

1 portion dej til den bedste baguette

100 g hvidløgs-persillesmør

Rør dejen sammen efter opskriften og lad den hæve i 1½ time.

Sørg for, at hvidløgs-persillesmørret er helt blødt, så man kan smøre det på.

Del dejen og rul hvert stykke ud til en firkant. Det er ikke så nemt, for dejen er blød, så man skal være noget forsigtig.

Smør hvidløgs-persillesmør på dejen, ligesom man smører remonce på dejen til kanelsnegle.

Rul dejstykket sammen til en pølse.

Tag nu en pizzaskærer – hvis man har sådan en – ellers kan man bruge en skarp kniv. Skær gennem dejen på langs, men stop et par cm før den ene ende.

Sno nu de to stykker om hinanden,

og læg dem på bagepapir i en flutesform.

Bagepapiret er nødvendigt, hvis man ikke vil have hvidløgssmør ud over det hele. Pensl med æg og bag baguetterne ved 230 grader i 15-20 minutter, indtil de er gyldne.

Lad dem køle lidt af, inden de spises, selv om det er svært at vente. Hvis de ikke skal spises lige med det samme, kan man fryse dem og lune dem lige inden servering.

 

Skriv et svar