Engelske muffins

På min liste over ting, jeg gerne vil prøve at lave, stod engelske muffins. Jeg forestiller mig, at de er rare at have i fryseren, hvis man lige skal lave en smule brunch eller lignende, og måske for en gangs skyld ikke lige har tid/lyst til at bage.

Ingredienser:

1/4 l mælk

50 g smør

25 g gær

500 g hvedemel

2 tsk sukker

½ tsk salt

1 æg

Lidt majsmel til at drysse med inden bagning

Kom mælk og smør i en gryde og varm det forsigtigt op. Det skal være lillefingervarmt. Hæld det i røreskålen (jeg brugte røremaskine) og opløs gæren i mælken. Kom nu mel, salt sukker og æg i og rør, indtil det er blevet til en fin og glat dej.

Lad dejen hæve i en time. Tril den til en lang pølse med en diameter på 8 – 10 cm og skær den ud i skiver på ca. 3 cm’s tykkelse.

Læg skiverne ned, drys dem med lidt majsmel og lad dem hæve i en halv time.

Varm en stegepande op. Bag muffins’ene uden fedtstof på panden ved jævn varme i 5 – 7 minutter på hver side.

Jeg kom til at bruge lidt for meget varme, så de blev lidt mørke på den ene side, men de smagte ikke brændt.

Da de var færdige, lod jeg dem køle af på en rist, før jeg frøs dem ned.

Vi smagte dem selvfølgelig. Vi skar dem over og ristede dem, og de er godkendt.

 

Skriv et svar