Svamperisotto

Når vi får Osso Buco, får vi altid risotto til. Sommetider er det safran-risotto, men sidste gang lavede jeg en svamperisotto i stedet for. Jeg var nemlig faldet over nogle forskellige svampe, som jeg gerne ville bruge.

Ingredienser:

300 g blandede svampe

1 løg

1 fed hvidløg

olie til stegning

150 g risottoris

1 dl hvidvin

ca. 1 l grønsagsbouillon

50 g smør

50 g revet parmesan

salt, peber

Jeg havde købt 3 forskellige slags svampe:

Shitake, som let giver god smag fra sig, så dem hakkede jeg og kogte med i risottoen.

Kejserhatte, som jeg ristede og brugte til pynt.

Og til sidst Enoki,  som fuldstændig mister sin smag, hvis de bliver tilberedt for meget, så de blev ristet til allersidst og også brugt som pynt.

Men altså – tilbage til risottoen.

Varm olien op  og steg hakket løg og hvidløg sammen med de hakkede shitake-svampe. Tilsæt risene og lade dem stege med et par minutter.

Hæld hvidvin over og lad det koge væk under omrøring. Tilsæt nu en skefuld bouillon ad gangen og blive ved med at røre, mens det koger væk. Tilsæt en skefuld mere osv. osv, indtil risene er færdigkogt. Det er en smagssag, om man gerne vil have lidt bid i risene, eller man vil hav dem helt møre. Her må man prøve sig frem.

Imens kan man stege kejserhattene, som skal have lidt tid for at blive møre. Når de er næsten færdige, tilsætter man enoki-svampene, som absolut ikke må stege for længe med.

Når risottoen er færdig, røres smør og parmesan i. Der røres, indtil den er cremet, og de ristede svampe hældes over.

 

Skriv et svar