Bulgogi med kokosris

Nu bliver det koreansk. Jeg havde hørt navnet Bulgogi og ikke vidst, hvad det var, så det måtte jeg finde ud af. Da jeg så tilfældigvis havde nogle tern af oksekød i fryseren, som egnede sig fantastisk til lynstegning, så var det jo bare med at gå i gang. Kokosrisene passede fortrinligt til.

Ingredienser:

Bulgogi:

500 g mørt oksekød skåret meget tyndt (filet eller mørbrad)

Marinade af:

½ dl kinesisk soya

1 spsk sesamolie

3 fed hvidløg

1 spsk brun farin

1 tsk let knuste grønne peberkorn

olie til stegning

Til pynt:

1 forårsløg

1 rød chili

1 spsk ristede sesamfrø

Kokosris:

1 grøn chili

5-6 cherrytomater

1 lille hakket skalotteløg

olie til stegning

1,5 dl basmatiris

2 dl vand

1 dl kokosmælk

1 tsk salt

Start med at kontrollere, at kødet er skåret helt tyndt – ellers skær det i tyndere stykker. Bland marinaden af soya, sesamolie, farin, hakket hvidløg og knuste peberkorn. Læg kødet i en plasticpose, hæld marinaden over og masser den godt ind i kødet. Læg plastikposen i køleskabet i mindst ½ time.

Kødet skal kun steges meget kort, så det er en god ide at starte på risene mens kødet marinerer.

Kokosris:

Snit den grønne chili.

Skær cherrytomaterne i stykker og svits løg, chili og tomater i en smule olie. Tilsæt risene og steg dem med et minut.

Hæld så vand og kokosmælk på og til sidst salt.

Bring det i kog og læg låg på. Lad det koge for meget svag varme i ca 20 min, indtil risene er møre og væden er fordampet.

Ved servering hældes risene over i en skål.

Nu skal oksekødet steges på en varm pande. Det skal nemlig gerne blive stegt udenpå, uden at blive tørt indeni. Varm panden op, kom lidt olie på og hæld kødet på.

Vend godt rundt i det, mens det steger, så det ikke brænder på. Kødet skal kun steges, til det ikke længere er rødt udenpå.

Hak chili og forårsløg, så det er klart, når kødet er.

 

Hæld kødet i en skål og drys med ristet sesam, chili og forårsløg.

Og server det sammen med kokosrisene.

 

 

Skriv et svar