Koldhævede burgerboller

Jeg skulle bruge burgerboller til aftensmaden på en dag, hvor jeg ville komme for sent hjem til at kunne nå at bage dem efter den opskrift, jeg plejer at bruge, så jeg valgte at forsøge mig med at koldhæve dem. Det gik faktisk over al forventning, bortset fra, at faconen er lidt svær at styre, når dejen er for blød til at forme i hånden, og man står med to skeer. Men smagen var der ikke noget i vejen med.

Ingredienser:

500 g hvedemel

150 g hvid hvede

5½ dl vand

20 g gær

2 tsk salt

1 tsk sirup

Alle ingredienserne rørte jeg sammen om morgenen, inden jeg tog på arbejde. Skålen blev sat i køleskabet, og så håbede jeg på, at den var hævet tilpas, når jeg kom hjem igen ved 17-tiden. Det vil sige, at dejen hævede i lidt over 12 timer.

Dejen så fin ud, og jeg satte den på en bageplade med bagepapir ved hjælp af to skeer. Jeg sørgede for, at bollerne blev lidt mere flade end ellers, da det jo var burgerboller. Og så blev de bagt ved 230 grader i et kvarters tid.

 

Skriv et svar