Jeg vil starte med at undskylde, at jeg ikke har billeder af den færdige lammebov, men den stegte så længe, at folk var ret sultne, da den var færdig, og den smagte så godt, at den forsvandt som dug for solen. Jeg må gentage succesen en anden gang.
Ingredienser:
1 lammebov på ca 1,5 kg.
Et bundt persille
1 – 2 chorizo-pølser – alt efter størrelse
et drys salt
ca. 50 g smør
Jeg brugte chorizo som fyld, for den indeholder så mange krydderier, at det ikke er nødvendigt med så meget andet.
Jeg startede med at skære benet ud af lammeboven, så der kun var skank-benet tilbage. Så foldede jeg kødet ud og gav det lidt salt.
Chorizoen hakkede jeg sammen med persillen,
og fyldte det inden i kødet, som jeg så bandt sammen med kødsnor.
Så blev boven lagt på grillen ved 110 grader i først 2,5 time. Så blev kødet pakket i stanniol sammen med smørret, som var skåret i skiver, og så fik det 2,5 time indpakket på grillen – stadig ved 110 grader.
Kødet var så mørt, at det kunne spises med ske, og det forsvandt som sagt, før jeg nåede at tage et billede.