Confiteret laks

Denne laks får samme konsistens som en god varmrøget laks. Den er dejlig blød – hvis man altså ikke giver den for lang tid, og man skal ikke lade sig skræmme af den forholdsvis store mængde olie, for det er jo ikke meningen, man skal drikke den. Laksen skal bare tilberedes i den.

Ingredienser:

Laks

Salt og peber

Et par dl smagsneutral olie, som f.eks. rapsolie.

Jeg havde et pænt stykke laks i fryseren. Det tøede jeg op og skar skindet af.

Så trimmede jeg det, så det havde omtrent samme tykkelse over det hele.

Fisken drysses med lidt salt og peber og skal have lov til at stå et kvarters tid og trække. I mellemtiden hældes olie i et ildfast fad, som sættes i ovnen og varmes op til 90 grader.

Så lægges laksen i fadet, og hvis ikke der er olie nok i, så den er helt dækket, skal der lige lidt mere i. Det er en god ide at bruge et fad, der ikke er ret meget større end laksen. Den skal være helt dækket.

Fadet med laksen sættes i ovnen i ca et kvarter. Hvis der begynder at komme hvid kødsaft ud af laksen, har den fået lidt for meget – men bare rolig – den smager stadig skønt. Konsistensen bliver bare mere flaget.

Kan serveres som en forret med lidt salat, og den kan også bruges som pålæg til en frokost.

Skriv et svar