Braiserede svinekæber

Svinekæber er en udskæring, som man i gamle dage ikke rigtig gad at bruge, og derfor kunne man købe dem for ingen penge, men efter at de er blevet moderne, er prisen røget gevaldigt i vejret. Jeg var heldig at finde nogle til en overkommelig pris. De tager tid at lave, men det er besværet værd.  – Og som jeg plejer at sige – man behøver ikke stå og kigge i gryden hele tiden!

Ingredienser:

1 kg svinekæber

Salt

olie

1 rødløg

1 skalotteløg

2 fed hvidløg

2 stilke bladselleri

1 pastinak

1 gulerod

1 øl

2 dl bouillon

jævning

evt. kulør

Svinekæberne har nogle hinder, som man først skal skære af med en skarp kniv.

Når man har gjort det, ser de sådan ud.

Den lille bunke, man har skåret fra, kan man gemme og bruge til at koge fond på.

Kæberne drysses med salt og brunes i en gryde, og alle grønsagerne skæres i tern, alt efter hvor store stykker, man vil have.

Så tilsættes grønsagerne og bruner med et øjeblik, hvorefter øl og bouillon hældes ved.

Nu skal det så stå og simre småt i 2 ½ – 3 timer. Så jævnes sovsen med en smule meljævning eller maizena, hvis man foretrækker det. Og af hensyn til udseendet er det nok en ide med et par dråber kulør.

Serveres f.eks. med bagt kartoffelmos.

Skriv et svar