Hindbærcheesecake

Det er utroligt, så hurtigt sådan en cheesecake forsvinder. Den er dejlig frisk i smagen, og man skal kun bruge husblas til geleen. Selve ostemassen stivner af sig selv.

Ingredienser:
250 g Digestive kiks
100 g smør
300 g flødeost naturel
1 dåse sødet kondenseret mælk
Korn fra ½ stang vanille
Saft af 2 citroner
Til geleen:
300 g hindbær (må godt være frosne)
100 g sukker
2 dl vand
4 blade husblas

Start med at knuse kiksene. Det kan gøres i en blender eller foodprocessor, hvis man ikke lige føler for at gøre det i hånden.
Smelt smørret og bland det godt med de knuste kiks. Pres blandingen ud i bunden af en springform og sæt den på køl.


Pisk flødeost, kondenseret mælk og vanillekorn godt sammen og pisk herefter citronsaften i og hæld massen ned i springformen oven på kiksebunden.

Bred det jævnt ud og stil det på køl i et par timer.


Kog hindbær, sukker og vand i 5 – 10 min. Si det, for at undgå at få kernerne med. Læg husblassen i blød i koldt vand. Når den er udblødt, smeltes den i den stadig varme hindbærsaft. Når det er kølet lidt af, hældes det forsigtigt ned i springformen over ostemassen, og sættes tilbage på køl igen.


Kagen kan med fordel laves dagen før, den skal bruges. Det bliver den kun bedre af.

2 kommentarer

  • Bjarke

    6. juni 2017

    Den er så lækker! Men jeg kan anbefale “kun” at bruge 3 blade husblas, til geléen – det gør jeg selv!

    Svar
    • marianne

      6. juni 2017

      Det kan du have ret i. Jeg er altıd ı tvıvl om antallet, men den blev faktısk fin på denne måde – og man kunne heldıgvıs ikke stå på skøjter på den

      Svar

Skriv et svar til marianne Annuller svar