Glutenfri tortillas

Jeg plejer egentlig at lave tortillaerne af hvedemel og majsmel, men denne gang prøvede jeg at skifte hvedemelet ud med kikærtemel, og det gav dem en dejlig, næsten nøddeagtig smag. Så det er ikke sidste gang, jeg gør det. Pludselig blev de også glutenfri.

Jeg brugte – til ca. 10 pæne tortillas:

150 g majsmel

150 g kikærtemel – eller hvedemel

1 tsk salt

3 æg

5 dl mælk

OBS: Hvis man bruger kikærtemel, skal man også bruge 1 – 2 dl vand – tilstrækkeligt til, at pandekagedejen bliver så flydende, at den kan fordele sig på panden. Hvis man bruger hvedemel, er det ikke nødvendigt med vand, men kikærtemelet suger mere væske end hvedemel, så derfor bliver dejen for tyk, hvis man ikke kommer vand i.

Det hele blandes sammen, og dejen bages til pandekager. De kan fint bages i forvejen og varmes, når de skal bruges.

Skriv et svar