Røget gåse- og andebryst

Jeg havde købt en gås til jul. Bare fordi. Jeg ville gerne prøve, hvad man kunne få ud af sådan en, uden at stege den hel. Desuden havde jeg købt en rouen and i min lokale gårdbutik, Gløvermosegård, fordi jeg havde hørt, at man ikke kunne være sikker på at kunne købe en and til jul på grund af fugleinfluenza. Det viste sig så, at jeg sagtens kunne købe en and til jul samme sted. Så nu havde jeg både en gås og en and liggende i fryseren. Det måtte jeg gøre noget ved, så jeg tøede dem op parterede dem. Her er første kapitel.

Ingredienser:

2 andebryster

2 gåsebryster

salt – hvad der svarer til 3 % af kødets vægt

1 tsk sukker

Jeg vejede kødet og så blandede jeg salt – hvad der svarer til  3 % af kødets vægt med sukkeret. Brysterne blev drysset på begge sider med blandingen

og bagefter vakuumpakket og lagt i køleskabet til næste dag.

Næste dag blev saltet skyllet af og kødet blev lagt på en rist i køleskabet et døgn for at tørre inden røgningen.

Da de var tørret skulle de røges. For at holde lidt sammen på de større gåsebryster, pakkede jeg dem i et kødnet.

Herefter blev de hængt i røgeovnen ved 70 grader i en time.

De fik lige lov at køle af, inden der blev skåret en smagsprøve.

 

 

Skriv et svar