Tartiflette

Jeg havde læst om den franske ost Reblochon, og nu fik jeg ikke ro, før jeg havde prøvet at bruge den. Jeg var så heldig, at min lokale ostehandler havde en Reblochon, for den er ikke sådan lige til at opdrive i Danmark, men det lykkedes altså. Hvis man leder efter opskrifter med Reblochon, så kan man ikke undgå at falde over Tartiflette, som er stegte kartofler, bacon og ost – what’s not to like?

Ingredienser:

4 tykke skiver bacon

½ Reblochon

7 – 8 kogte kartofler i mellemstørrelse

1 spsk olie

1 løg i tynde strimler.

1 dl hvidvin

2 spsk creme fraiche

Varm olien op på en pande. Steg løgstrimlerne heri, indtil de begynder at tage farve.

Skær baconskiverne i stave på tværs af skiverne

Kom baconstavene på panden til løgene og lad dem stege.

Find de kogte kartofler frem. Skær dem i stykker,

og kom dem på panden til løg og bacon.

Nu ligner det hele en portion biksemad, men nu hælder man så hvidvin og creme fraiche på og lader det koge en lille smule,

inden man hælder hele herligheden op i et ildfast fad, og finder sin Reblochon.

Som man kan se, er der en pæn skorpe på. Den skraber man lige overfladen af, inden man skærer osten i skiver og lægger den oven på kartofler og bacon i fadet.

Fadet sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Osten skal være smeltet og lidt gylden i kanterne.

Jeg må indrømme, at det smagte rigtig godt, men det var en ret fed omgang. Reblochon er også en meget fed ost.

Med fare for at få hele den franske befolkning på nakken, vil jeg faktisk påstå, at man godt kan bruge en billigere ost, f.eks. en brie i stedet for. Men sig ikke, at jeg har sagt det.

 

 

Skriv et svar