Rullepølse

Den uundgåelige rullepølse skal også med. Normalt bruger man et svineslag til at lave rullepølse af, men jeg har de sidste mange år “flækket” en nakkefilet og brugt den i stedet for. Det virker upåklageligt.

Der er også nogle, der salter kødet, før det rulles, men jeg holder mig nu til den gammeldags lagesaltning, selv om den tager et par dage mere.

Ingredienser:

Til saltlagen:

2,5 l vand

400 g salt

50 g brun farin

7 – 10 hele allehånde

7 – 10 hele nelliker

3 – 4 laurbærblade.

Til rullepølsen:

1 nakkefilet (ikke for stor – min vejede 1,8 kg)

2 tsk stødt peber

1 tsk stødt allehånde

1 tsk stødt koriander (kan udelades)

200 g finthakket løg

2 blade husblas

snor til at binde pølsen sammen med

Start med at komme ingredienserne til saltlagen i en gryde og give den et opkog. Sæt den til afkøling. Den skal være helt kold, før den bruges.

I mellemtiden kan man hygge sig med at skære nakkefileten ud. Læg kødet på et stort skærebræt.

Tag en skarp kniv og skær i “spiral” og fold kødet ud, efterhånden.

Til sidst har man fået et stort, fladt stykke kød, som man kan lave rullepølse af.

Så blander man peber, allehånde og koriander og drysser det ud over hele overfladen.

Løgene fordeles ovenpå. De skal være meget finthakkede. Jeg brugte en lille minihakker.

Så lægger man de to blade husblas der, hvor man starter med at rulle sammen. Og så ruller man kødet ret stramt sammen omkring løg og krydderier.

Til slut binder man snor omkring, og pølsen er klar til at komme i saltlagen.

 

Her skal den ligge i 2 dage i køleskabet. Hvis den flyder ovenpå, tynger man den ned med en tallerken eller lignende.

Efter 2 dage er den sunket til bunds.

Så tager man den op og kommer den i en gryde med vand sammen med et løg.

Og så koger man den ved svag varme i ca. 1½ time. Den skal ikke bulderkoge – kun simre.

Når den er færdigkogt, skal den have lov at stå en times tid i kogevandet, før man presser den. Ellers presser man al saften ud.

Pølsen lægges i en rullepølsepresse. Den her er af træ, men jeg har senere anskaffet mig en mere solid udgave i metal.

Det kan godt være svært at få pressen til at nå sammen om rullepølsen, men så har jeg heldigvis en stærk mand, der kan hjælpe. Og ved fælles hjælp får vi spærret den inde.

Nu skal den køle af under pres. Jeg plejer at sætte hele arrangementet ind i køleskabet natten over, og så pille det fra hinanden dagen efter.

Når den kommer ud af pressen, er den unægtelig blevet noget mere firkantet. Og så er det altid spændende at smage den første skive.

2 kommentarer

  • Kim Gerner Knudsen

    22. maj 2019

    Når jeg laver rullepølse ligger jeg den i en stor fryse pose, når jeg når til at den skal i pres.
    Så er der ikke så meget rengøring af pressen jeg har nemlig også en i træ.

    Svar
    • marianne

      22. maj 2019

      Det lyder som en rigtig god ide. Jeg er så heldig, at jeg lige har fået en i metal, og det virker, skal jeg hilse og sige. Ikke noget problem med, at der ikke er plads. Og rengøringen er også noget nemmere.

      Svar

Skriv et svar