Fransk gryderet

Den er ikke specielt fransk , ej heller særlig eksotisk, men jeg lavede den første gang under en ferietur til Alsace sidst i forrige århundrede, og siden da har mine børn kaldt den for ´”Fransk gryderet”. Og det har siden været en af deres livretter.

Jo mere mørt kød man bruger, jo kortere tilberedningstid.

Man skal bruge:
400 g oksekød, skåret i tern eller strimler
4 små løg, skåret i 6-8 både hver
En halv bakke champignons, skåret i halve eller kvarte – alt efter størrelsen
4 – 5 fed hvidløg, skåret i mindre stykker
1/4 l oksefond
Ca. 1/4 l fløde – fedtprocent alt efter samvittighed
Salt og peber
Evt. kulør og en smule jævning

 

Brun kødet i en gryde ad flere omgange for at få det brunet godt og krydr med salt og peber.


Tilsæt løg, hvidløg og champignons og lad det hele stege i 5 min. – ikke alt for kraftigt.


Hæld oksefond på og fløde til det dækker og lad det lige koge op.
Dæmp varmen og lad retten simre for lav varme op til en times tid, alt efter hvor mørt kødet er til at starte med.
Kom kulør i og jævn evt. en smule og smag til med salt og peber.


Server retten med kartoffelmos – eller ungernes favorit – pommes frites.

Skriv et svar