Når man nu elsker sovs, så er det trist, hvis der ikke rigtig er noget at lave sovsen af, når man laver mad. Derfor har jeg fundet på en sovs, som kan passe til næsten alt – dog, hvis man skal bruge den til fisk eller lyst kød, skal man nok skifte rødvinen ud med hvidvin.
Ingredienser:
1 skive bacon
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 dl rødvin
2½ dl bouillon
salt og peber efter smag
Pandesky (hvis man har det)
Evt. lidt jævning
Man starter med at skære bacon i tynde strimler, hakke løg og hvidløg og svitse det lidt i det fedt, som baconen afgiver.
Så tilsætter man rødvin og bouillon og lader det koge, indtil løgene er møre.
Si blandingen og hæld væsken tilbage i gryden. Hvis man nu er så heldig at have stegt noget kød med smag på en pande, kan man jo koge panden af med en blanding af vand, rødvin – eller begge dele, og så tilsætte pandeskyen til sovsen.
Hvis det er nødvendigt, kan man jævne sovsen lidt, og smage den til med salt og peber efter behag.