Stop madspild-pate

Her er jeg rigtig gået i stop-spil-mode. Jeg havde nogle ben fra okse, lam og kanin liggende i fryseren. Hvad skulle jeg bruge dem til? Jeg tøede dem op, skar kødet af og lavede det til en pate. Ja, rent faktisk blev der to pateer ud af det. De asparges, jeg brugte, havde kendt bedre dage og trængte til at blive brugt. Benene blev der selvfølgelig kogt fond på bagefter.

Ingredienser:

1500 g kød – her var det okse, lam og kanin – i en skønsom blanding

2 løg (det ene af mine var et rødløg)

10 g smør

5 cl portvin

5 cl whisky

2 fed hvidløg

2 æg

1 dl fløde

2 tsk knust sort peber

2 tsk oregano

2 tsk groft salt

6 – 8 grønne asparges

Tynde skiver bacon til foring af formene

Hak løgene og steg dem i smørret, til de er klare. Hæld portvin i, og lad det koge væk.

Hæld så whisky over og tænd ild til det. (Husk det ikke skal foregå under emhætten) Når flammerne er slukket, hældes løgene ud på en tallerken og køler af.

Knæk den yderste træede ende af aspargesene og kog dem i vand med salt i ca. 10 minutter. Lad dem køle af.

Hak kødet. Jeg hakkede halvdelen to gange for at få en lidt blandet konsistens i pateen. De afkølede løg kom med gennem kødhakkeren. Bland kødet med krydderier, hvidløg, æg og fløde.

Bland det hele godt sammen. Beklæd en ( i dette tilfælde to) pateforme med tynde skiver bacon. Mit bacon slap op på halvvejen, men jeg havde heldigvis noget hjemmelavet guanciale, som jeg kunne bruge. Fyld formen halvt med fars og læg asparges i. Tryk dem lidt ned i farsen.

Fyld formen op med fars, og læg baconskiver ovenpå. Her måtte jeg bruge guanciale, men det blev det ikke ringere af.

Bag pateen i en 160 grader varm ovn i vandbad i 1½ time. Lad den køle af til næste dag.

 

Skriv et svar