Friturestegt camembert

Nu til en ret, som jeg kan huske fra min ungdom for rigtig mange år siden. Det var toppen af luksus dengang – og meget eksotisk. Nu om dage er den gået lidt i glemmebogen – og så kan man heller ikke længere få de rigtige Høng-trekanter. Dem man kan købe nu, er alt for små efter min mening, men man må jo tage, hvad man kan få.

Ingredienser:

Trekantede camembert (ikke for modne)

æg

rasp

solbærsyltetøj

ristet brød

fritureolie til stegning

Pak ostene ud af indpakningen. De er ikke særlig store, så derfor får vi to hver.

Vend ostene i sammenpisket æg og derefter i rasp. Gentag det 3 gange, så man er sikker på, de er dækket over det hele, så osten ikke flyder ud under stegningen.

Varm olien op i en frituregryde eller en dyb pande. Ostene skal kunne svømme i olien mens de steger.

 

Steg ostene i den varme olie indtil de er gyldne og server med solbærsyltetøj og et stykke ristet brød.

Skriv et svar