Syltede chili

Chilisæsonen går på hæld. Der er kun de små gule tilbage. De ser så små og søde ud, men man skal ikke lade sig narre. De bider godt fra sig. Den sidste lille portion her syltede jeg med æbleeddike.

Ingredienser:

Friske chili (mine var af sorten lemon-chili)

2 små fed hvidløg – hvis man synes

1 dl æbleeddike

1 tsk salt

1 tsk sukker

1 tsk olie

Jeg havde sådan en sød lille flaske, som jeg en gang har købt balsamico i. Den tænkte jeg, lige passede til de chilier, jeg havde tilbage.

Jeg klippede stilken af chilierne og puttede dem i flasken – og jeg havde ret – de kunne lige være der. Jeg puttede de to små fed hvidløg ind imellem.

Eddike, sukker, salt og olie varmede jeg, indtil det hele var opløst, og så hældte jeg det over chilierne i flasken og satte prop på.

Nu skal de så have lov at trække i et stykke tid, før vi kan smage på dem. I mellemtiden pynter de da.

 

Skriv et svar