Chili crisp

Chili-olie med sprøde løg. What’s not to like. Jeg læste på nettet, at man ville få lyst til at putte det på alt – og det er faktisk ikke engang løgn. Måske er der enkelte undtagelser, men det her smager så godt, er ikke vildt stærkt, men giver bare en behagelig varme i munden.

Ingredienser:

3 dl rapsolie

2 jalapenos

2 skalotteløg

10 fed hvidløg

1 tsk sorte peberkorn – eller Sichuan peberkorn)

½ dl røde chiliflager

1 spsk røget paprika

2 spsk soyasauce

1 tsk sukker

I stedet for at bruge chiliflager, benyttede jeg mig af lejligheden til at lave nogle chiliflager af nogle af de tørrede chili, jeg tidligere købte i så rigelige mængder.

Jeg startede med at riste dem en smule på en tør pande.


Så klippede jeg dem op og rystede frøene ud,

hvorefter de fik en tur i krydderikværnen.

Løg, hvidløg og jalapenos skæres i tynde skiver og peberkornene knuses. Det hele blandes med olien og sættes til at stege over jævn varme,

indtil det hele er blevet gyldent. Det tager omkring 20 minutter, men hold godt øje med, at det ikke bliver sort, for så smager det ikke godt længere. Bland chiliflager, paprika, soya og sukker i en skål, der tåler varme eller en anden gryde.

Når løgblandingen et stegt færdig, sies olien over i chiliflage-blandingen. Bliv ikke forskrækket, for det syder en del. Der skal ikke være varme under gryden.

Bred løgblandingen ud på en tallerken, så den kan afkøle lidt og blive endnu mere sprød.

Hæld så den sprøde blanding tilbage i gryden til chiliolien og bland det godt.

Hæld det på glas, og man har nu noget, som jeg er bange for er vanedannende.

 

Skriv et svar