Köfte

Der er vist ikke noget land, som ikke har sin egen fortolkning af kødboller. Nogle gang er de i en sauce, og nogen gange er de runde, og somme tider er de aflange. Disse er af mellemøstlig oprindelse, og så er de aflange og krydrede.

Ingredienser:

400 g hakket okse-eller kalvekød

1 æg

2 – 3 spsk rasp

1 revet løg

2 pressede fed hvidløg

1 spsk stærk peberpasta (se nedenfor)

2 spsk hakket persille

½ tsk salt

½ tsk peber

½ tsk mild chilipulver

Lidt olie til stegning

Bland alle ingredienserne, på nær olien, og ælt farsen, til den er helt jævn og hænger sammen i en klump, hvis man løfter den op. Måske skal der lidt mere rasp i, men det viser sig hen ad vejen.

Lad farsen trække en times tid i køleskabet.

Form aflange “köfter” af farsen. Varm lidt olie op på en stegepande og steg köfterne på begge sider,

indtil de er pæne, gyldne og gennemstegte.

Peberpastaen, som jeg har brugt, er købt hos min lokale mellemøstlige grønthandler. Den fås i to varianter.

En mild og en stærk. Jeg brugte den stærke til denne gang. Den er faktisk ret stærk efter danske forhold, så brug den med omtanke.

Köfterne kan serveres med fladbrød, tomatsalat og hvidløgsdressing. Det gjorde jeg i hvert fald.

 

Skriv et svar