Oksegrillspyd

Nu er grillsæsonen heldigvis i fuld gang. Også her skal man jo huske at spise varieret, så en gang imellem kan man skære bøfferne ud i tern og så lave grillspyd af dem. Så kan man også snige lidt grønsager med på spyddet. Hvis man så er så heldig, at det ikke bliver regnvejr, kan man grille dem udendørs, men jeg var denne gang nødt til at ty til grillpanden.

Ingredienser:

Oksekød, skåret i tern (gerne filet eller lignende)

Små tomater

Løg, skåret i kvarte

Champignons

Knust hvidløg

Frisk basilikum

Lidt olie

Salt

Start med af blande olie med knust hvidløg, hakkede basilikumblade og lidt salt. Læg kødternene heri og bland det hele godt rundt. Lad kødet stå i denne marinade i et par timer.

Stik så skiftevis kød, tomater, løg og champignons på grillspyd. Hvis man bruger træspyd og skal grille på en trækulsgrill, er det en god ide lige at lægge spyddene i vand i en halv time, inden man bruger dem, så der ikke så let går ild i dem.

Nu skulle jeg grille indendørs, da vejret ikke rigtig indbød til udendørsaktiviteter, så jeg varmede bare grillpanden op og lagde spyddene på.

Mens de stegte, penslede jeg lidt med den olie, der var tilbage i den skål, hvor kødet havde ligget.

Det er jo individuelt, hvor længe man vi stege dem. Det kommer an på, hvor gennemstegt man vil have sit kød.

Skriv et svar