Sprængt oksebryst med peberrodssalat

Det sidste stykke af den halve ko, som vi fik i fryseren sidste år, var et stykke oksebryst, som lå og så lidt ensomt ud, så jeg bestemte mig for at bruge det til pålæg. Det er altid rart med lidt afveksling.

Ingredienser:

Et stykke oksebryst på ca 750 g

4 spsk groft salt

½ spsk sukker

½ tsk stødt sort peber

Lidt suppeurter (hvad man har i grønsagsskuffen – porre, løg, gulerod osv)

En kvist timian

½ dl piskefløde

revet peberrod

Bland salt, peber og sukker og gnid oksebrystet med det. Læg kødet i en frysepose i køleskabet i ca 12 timer. Vend det et par gange undervejs.

Så skylles overskydende salt af kødet, som lægges i en gryde med suppeurterne og timian.

Hæld vand på, så det lige dækker.

Bring gryden i kog og lad det simre ganske stille i et par timer. Tag kødet op og køl det af under let pres.

Skær det i tynde skiver og server på rugbrød med peberrodssalat, bestående af flødeskum smagt til med friskrevet peberrod.

Man kan også godt lægge lidt pickles på. Her er det min hjemmelavede remoulade – før den bliver blandet op.

 

Skriv et svar