Parmesansuppe

Denne – ret enkle- suppe er jeg også blevet inspireret til at prøve at lave efter et hotelophold. Denne gang var vi hos Jagdhaus Heede, lige syd for Hannover. I deres version var der tynde skiver svinekød i bunden, men nu havde jeg lige hul på en dåse snegle, så dem brugte jeg nogle af – det kan man jo gøre, som man vil.

Ingredienser:

1 løg

1 fed hvidløg

1 bagekartoffel

1 kvist timian

lidt olie

3/4 l lys bouillon

2 spsk friskrevet parmesan

(hvis man har gemt en parmesanskorpe, vil den gøre underværker her)

1 dl fløde

Salt og peber

Meget tynde skiver svinemørbrad eller skinke (man kan også udelade kødet)

Evt. drys af revet, ristet rugbrød

Løg og hvidløg hakkes og kartoflen skæres i stykker.

Disse ting steges en lille smule i olien – det må ikke tage farve. Drys med timian.

Så hældes bouillon på, og hvis man har gemt nogle skorper fra et stykke parmesan, kommer man dem i og koger det hele i en halv times tid.

Herefter fjerner man skorperne, tilsætter fløde og den revne parmesan, og når osten er smeltet, blendes suppen til den er jævn. Smag godt til med salt og peber.

Hvis man vil serveres suppen med kød i, lægges det nu i tallerkenen, inden suppen hældes over.

Den brandvarme suppe hældes over, så den kan tilberede kødet – det er derfor, det skal være noget kød, der er hurtigt tilberedt.

Til sidst kan man evt. drysse med lidt ristet rugbrødsdrys.

 

Skriv et svar