Fyldte svinekoteletter

En god svinekotelet kan man lave på mange måder. Disse her var tykke nok til at man kunne skære dem op og fylde noget i dem. Jeg har en forkærlighed for at fylde ting. Fyldet er, hvad der lige var for hånden i køleskabet.


Ingredienser:
2 tykke svinekoteletter

Fyld:
50 g cheddarost
1 jalapeno-chili
1 forårsløg
2 fed hvidløg
1 spsk groftrevet parmesan

Panering:
1 æg
Rasp
2 spsk groftrevet parmesan

Cheddar, jalapeno, forårsløg og hvidløg hakkes i en hakke-snitte-maskine, indtil det er blevet til mos.

Så røres 1 spsk parmesan i.

Der skæres et snit på langs i hver kotelet. Pas på ikke at skære hele vejen igennem. Det skal bare være en ”lomme”.


Fyldet fordeles i lommerne på koteletterne.

Man kan lukke med kødnåle, men det er faktisk ikke nødvendigt.

Raspen blandes med den revne parmesan – hvis man ser godt efter, kan man godt se osten.

Koteletterne paneres i ægget og raspen og steges ca. 5 min på hver side ved ikke alt for stærk varme.

Nok skal de have farve, men osten i paneringen skal ikke brændes af. Vær lidt forsigtig, når koteletterne vendes, så fyldet ikke ryger ud.


De er færdige, når fyldet begynder at flyde lidt ud af dem.

Vi fik dem med hjemmelavet spaghetti og tomatsauce.

 

Skriv et svar